Nu igen er det ved at være forbi. Tiden er løbet fra mig. Og ingenting er der sket. Der skete inegenting og der sker ingenting. Jeg kan eventuelt komme til at glemnme et eneklt tegn eller sætte et for meget ind. Jeg kan komme til at bytte rundt på nogen af dem og så videre, men det er ikke rigtigt, at der sker noget. Syns du?

En by, en park. Her kommer vi. Kørende i bil og parkerer. Ser et venligt, gæstfrit ansigt og går ind i parken. Hvornår er det? Hvorfra kommer du? Hvem er det som siger goddag? Det er sikkert at rejse og opleve, det giver sikkert nye perspektiver for det som foregår under spisebordet hjemme. Krummerne der samles til fællesmøde. Set oppefra er hele forsamlingen en stor bande af knudrede små væsner.

Nu venter vi på at et sted som vi skal rejse hen, skal komme nærmere. Det kommer nærmere det tidspunkt vi skal afsted, det bliver nærmere snart end på et tidspunkt. Tidspunktet er tættere på end vi ellers har oplevet det, men sådan er det med tidspunkter. De er langt væk, kommer tættere på er der et kort sekund og så er de overstået. Det er et frygtelig flygtigt sted.

Det ser ud til at der ikke bliver noget at se. Der er ingen billeder. Her kommer det råt for usødet. Nul nix nada. Ingen ting at se. Ingenting. Du kan lukke dine øjne og forestille dig et rum med mange små vinduer. Hul til musene i hjørnerne. Og et gulv der er gråt. Her finder du din ven. Som igen er der for dig. En god ven. Som du med glæde taler med om alt. Og om ingenting. En ven du kan stole på og som du tør, frem for alt, at stole på.

I vores rum går vi både den ene og den anden vej uden om hinanden. Der er flere veje til at nå sit mål. Hvad enten man er sulten eller man er vild med den anden. Eller det andet. Vi kan begge li det andet men ikke altid den anden. Nå men sådan er det bare!

Nu vi taler om det kan man vel så at sige godt sige at det aldrig har været lettere at sige noget.

Her ser vi ind ad. Ind mod. I mod. Her ser vi hen imod. Hen til. Her var vi og vi gjorde det vi skulle. Vi så indtil vi havde set det. Vi så ind til vi så ud igen.

Det er jo altsammen bare noget vi tænker på.

Nå men det kan jo godt gå hen og udvikle sig. Men vi er stadig ikke enige om hvor murene skal stå, hvilken farve de skal have, og hvem der skal bestemme hvad. Måske ender det bare med at vi stiller alle møblerne op i et stort rum og så maler gulvet i forskellige farver. En slags zoner? Så må vi se hvad der sker… senere.

Her kunne det også være. Her kunne det ske. Vi kunne sidde og se. På det. Nu lige nu, kunne du røre ved mig og jeg kunne røre ved dig. Men det kunne også være omvendt.